Der er ingen grund til at smide kaffegrumset i skraldespanden. Det kan du nemlig bruge til at lave dine egne hudprodukter. Det er både godt for miljøet og for pengepungen.
Er du en af dem, som anvender bodyscrub eller ansigtsscrub i din daglige hudplejerutine? Var du klar over, at kaffegrums er fantastisk til at anvende som scrub? Kaffegrums kan hjælpe med at fjerne døde hudceller samt give huden glød og næring. Du kan altså lave din egen hudpleje med kaffegrums – helt uden kemikalier og tilsætningsstoffer.
Ansigtsmaske til tør hud
Det er nemt og hurtigt at lave en ansigtsmaske til dig selv, en veninde, kollega eller som værtindegave. Det kræver ganske få ingredienser, som du sikkert allerede har i køkkenskabet.
Du skal bruge:
4 Spsk. rester af kaffegrums
2 Spsk. Flydende honning
3. spsk. ren kakaopulver (usødet)
4. spsk. kokosmælk/yoghurt/mælk
Bland alle ingredienserne sammen og anvend den efter din daglige renserutine. Masken kan fjernes med varmt vand og en klud/genanvendelig vatrondel. Masken giver både glød, fugt og har en opstrømmende effekt.
Bodyscrub med masser af fugt og opstrammende effekt
Du skal bruge:
2 dl. kaffegrums
2 dl. brun farin eller alm. sukker
0,5 dl. olie (Oliven, vindruekerne, avokado, mandel, kokos – det du lige har i køkkenet).
evt. 0,5 tsk. kanel eller vaniljepulver
Ingredienserne blandes sammen og anvendes derefter som bodyscrub på hele kroppen. Anvend 2-3 gange om ugen eller efter behov. Denne maske gør huden silkeblød og har en opstrømmende effekt. Kaffegrumset og sukkeret har en exfolierende effekt og hjælper med at fjerne de døde hudceller.